Skægmejse

Skægmejse

Skægmejsen er en lille mejselignende fugl med meget lang hale. Den lever udelukkende i rørskov. Hannen har gråt hoved med sort skægstribe, mens hale, ryg og vinger er kanelbrune. Hunnen mangler skægstriben og er mere afdæmpet i farverne, mens ungfuglene er strågule med sort rygstribe og sorte halesider.
Skægmejsens reproduktionsevne er bemærkelsesværdig. Den kan nå at opfostre 3-4 kuld unger om året, og ungerne fra det første kuld kan allerede yngle samme sommer. Da skægmejsen er følsom over for frost, kan kraftige bestandsnedgange i kolde vintre rettes op de følgende år.
Føde
Om sommeren lever skægmejsen næsten udelukkende af insekter, som den fanger i rørskoven. Om vinteren lever den derimod af frø fra tagrørene. Flokke af skægmejser kan ses strejfe om på jagt efter rørskov med rigelige mængder af frø. Da frøene er sværere at fordøje end insekter, ændrer skægmejsens mave karakter om efteråret. Den bliver mere muskuløs, så den kan formale frøene. Ligeledes æder den småsten og stykker af sneglehuse, som bidrager til at formale frøene i kråsen.

Mejser

Mejserne er i fuld gang her i marts måned. Det har været en lang vinter og de er på jagt efter næring.Mejser lever i de nordlige bredegrader, hvor de findes i skove eller i boligområder med træer. De har et kort, kegledannet næb. Mejserne kløer er skarpe, kraftige og ret lang. De har forholdsvis stor hoved og vingerne er temmelig korte. Mejsernes stemme kan høres hele året rundt, de trodser vinterens strenge kulde. Mejserne er meget aktive fugle, de er i bevægelse hele tiden. De flyver fra træ til træ, fra busk til busk og klatrer frem og tilbage hele tiden- hele tiden i gang med at finde næring. Deres føde består af insekter, bær og frø; nogle arter tager også kød.Redens byggested er afhængig af arten, men findes i de fleste tilfælde i træer. Mejsen lægger et stort antal æg 2-3 gange per sæson. Hannen og hunnen ruger.

Blåmejse

Blåmejsen er ca. 12 cm lang. Den kendes især på, at vinger og hale lyser i en blå tone. Ryggen er grøn og undersiden er gul med et sort-blåt båndt på brysten. Kinderne er hvide med to sorte striber.  Hunnen som regel er mere mat i farverne end hannen.
Blåmejsen lægger til 16 æg og ungerne fodres med insekter.

Musvit 

Musvitten er vores største mejse, den kan opnå en størrelse på 16 cm. Ryggen er olivgrøn og undersiden er gul. Kælen og hovedets top er sort og siderne er hvide.Omkring dens hals er der en sort stribe, som løber langs undersiden. Musvittens vinger har en blågrå farve med en hvid stribe.
Musvitten yngler to gange om året  og de lægger 8-12 æg per kuld. Det er kun hunnen der ruger.
Musvittens næring består overvejende af insekter og frø, men den elsker også kød og fedt.

Gærdekartebolle

GÆRDEKARTEBOLLE

Gærdekartebollener en kraftig tidsellignende plante. Dens blomsterhoved er kugleformet  eller cylindrisk. Hver blomst er omgivet af lange smalle blade, der stikker. Hver blomsterhoved har sin egen meget stiv og kraftig  stængle, som lige som bladene er stikkende.
Gærdekartebollen er meget ivrig i at så sig selv. Den er toårig staudevækst, som i det første år står som en grøn roset og først i det andet år går den i højde og bærer frugt og sætter frø. Gærdekartebollen kan opnå en højde på ca. 120 cm og står på solrige områder.
Den stikkende gærdekartebolle findes mange steder i naturen og ses også i haver.  Oprindeligt blev de tørrede stikkende frøstande brugt til at karte uld.
Gærdekartebollens rod anvendes i medicinen som et mavestyrkende og vandtrivende middel. også anvendelse som lægeplante.


Gærdekartebollen tiltrækker mange insekter. Om sommeren kan der især iagtages sommerfugle men også bier og mange andre insekter viser stor interesse for denne blomst.
Særlig ved gærdekartebollen er plantens stængelblade. De er vokset sammen ved grunden og fungerer på den måde som små bassiner for regnvand, som både fugle og insekter drikker af.

Tagrør

Tagrør er den største græsart i norden, den er flerårig og vokse op til 4 meter.  Stråeter først grønt, sent om efteråret bliver det gulbrunt. Tagrørets grønne blade er glatte og har et gråt anstrøg, de bliver op til 40-50 cm lange. Unge skud lige stående blade, senere bliver de mere hængende. Bladene kastes af mm vinteren og stråene står tilbage med den modnende top. Selve blomsten er samlet i småaks på hængende grene og har et brunviolet skær med hvide silkehår. 

                                                         

De døde strå med blomsten kan stå til langt hen på foråret. I marts-april vokser der nye skud ud fra roddeerne. Når blomstringen sæter ind i august har tagrøret opnået sin fulde længde.

Jordstængel er tyk og forgrenet og udbreder sig i store flader. Generel udbreder jordstænglerne sig underjordisk ud til 2,5 meters vanddybde.Vokser de overfladisk kan der iagtages en enorm vækst på 10 cm i døgnet og  udløberne kan blive op til 11 meter lang.

Vildkanin

 Så kom vinteren tilbage igen og jeg fik øje på nogen spor i sneen. Dette tager jeg som udgangspunkt for de første to dyrebeskrivelser.

VILDKANIN 

Vildkaninen ligner haren, men har kortere bagben og mindre ører og den vejer 1½-2 kilogram. Den hører til de støttetandede gnaver, det betyder at de bag de øverste fortænder har to ekstra tænder. Vildkaninen er gråbrun på oversiden og hvid til lysegrå på bugen. bagenden og halens underside er hely hvid. Vildkaninens pels består af en underuld og af ydre dækhår, den har faktisk to lag.


Vildkaniner lever i kolonier og graver komplekse systemer af gange gange i jorden med flere udgange.De foretrækker sandjord, men findes også i lerområder. Vildkaniner vælger at leve i åben terræn der veksler med krat og skov.Kolonien lever i samme område over en lang årrække, hvis der ikke sker kraftige ændringer i omgivelsen eler der optræder sygdom.



Vildkaninens duftmarkeringer fungerer som kommunikationsmiddel med andre vildkaniner. Desuden stamper de med bagbenene i jorden når der er fare på færde. På den måde advarer de andre kaniner.
Deres føde søger vildkaniner  i nærheden af kolonien, de æder mange forskellige arter græsser og urter, og blade, skud, bark og rødder.
Vildkaninen har  en speciel adfærd, den spiser sin egen afføring. De let fordøjelige dele af føden optages i blindtarmen, mens de dele af føden, der kun delvist er nedbrudt og sværere at fordøje afgives som ekskrementer. Spiser vilkaninen så ekskrementerne vil bakterier i blindtarmen nedbryde resten, og på denne måde kan næringsindholdet udnyttes optimalt.
Vidkaniner er overvejende nataktive og har en stor formeringshastighed, den har en drægtighedstid af 30 dage og den føder 2-10 unger på en gang.Hele året rundt kan ungerne fødes, men de fleste fødes fra februar til oktober. Ungerne bliver hos moderen i ca. en måned, derefter må de klare sig selv.
Kun få af ungerne overlever, fordi ræv og mådyr tager sig af dem. De voksne vildkaniner har ørne og våger som fjende.

Zinktryk

                            

Det var meget nemmere end jeg havde troet, at ridse noget ind på zinkpladen med en gravørepen. Selve trykke-processen varede derimod længere. Først skulle farve og olie fordeles på pladen og så fjernes igen, for at bukke presses. Heldigvis fik vi lov til at gøre det på seminariet, fordi det dog var et "beskidt" arbejde.